En kassekredit og et kontokort er to typer lån, som skal betales tilbage ligesom andre lån

En kassekredit er en særlig type lån, som fås i et pengeinstitut. Med en kassekredit har man mulighed for løbende at hæve et variabelt beløb op til et aftalt maksimum. Der skal løbende betales renter af det trukne beløb og derfor er omkostningerne ved en kassekredit også variable, idet det jo er forskelligt, hvor meget man hæver på forskellige tidspunkter. Hvis maksimummet på éns kassekredit er overskredet, er kontoen i overtræk og overtrækket tillægges derfor flere renter og gebyrer.


Kassekreditten kan være en økonomisk sikkerhed for folk, som på et tidspunkt får brug for flere penge. Dette kan fx være til reparationer eller ombygninger af boligen, til studier eller andet. Man behøver ikke at hæve penge på sin kassekredit og betaler kun renter af det beløb, som er hævet på éns kassekredit.
En kassekredit minder om et bevilget overtræk, hvor pengeinstituttet giver tilladelse til, at man for en periode har et overtræk på sin konto. Men i modsætning til det bevilgede overtræk, som skal betales tilbage efter en aftalt periode, er kassekreditten ofte en mere eller mindre permanent løsning.
Et kontokort er ikke bare et kontokort. Har man en konto i banken, udstedes et kontokort, som skal bruges hver gang man ønsker at hæve penge fra sin konto. Nogle kontokort har en spærregrænse, så man ikke kommer til at hæve flere penge end der står på éns konto. Andre kontokort er åbne, dvs. man er i stand til at overtrække sin konto mod at betale renter af det overtrukne beløb.


Et kontokort kan også være et kort til køb i bestemte butikker eller butikskæder. Man opretter en konto i den pågældende butik og får således kredit på det aftalte beløb. Det vil sige, at man kan købe varer i butikken for dette beløb og betaler renter af dét beløb, man har købt for. Kontokort udstedt i butikker og butikskæder har ofte en højere rente end kontokort udstedt af bankerne.

Videos: